Gratis daglige aktiviteter på Bondegårdsferie
På bondegårdsferie (i sommerferien) arrangerer vi unikke aktiviteter hver dag. Ud over fri adgang til
Mini-zoo, Legeland, Fodboldgolf og Swimmingpool, er dette en del at være
bondegårdsferiegæst. Aktiviteterne foregår hver dag kl. 16.30 (undtagen lørdag),
og det er
gratis at være med. På denne side kan du læse lidt om de forskellige aktiviteter vi laver.
Vi kan ikke garantere at vi laver alle følgende aktiviteter hver uge, og der laves helt
sikkert også nogle aktiviteter, som ikke er listet her. Det afhænger nemlig meget ofte af
vejret.
Traktortur
For bondegårdsferiegæster kører vi en ekstra lang og spændende traktortur. Vi kører helt
ud på markerne og kommer ned forbi søen. Her kan alle virkelig komme til at nyde det
gode danske landskab, og trække en god portion frisk luft i lungerne.
Mooncar Kørsel
Vi har to motordrevne mooncars og perfekt terræn til en fed tur ude på markerne.
Dette er en af de mest populære aktiviteter for gæsterne, som selvfølgelig får
sikkerhedshjelm på og træning i at køre dem.
Opvarmet Pool
Vi er meget stolte af vores indendørs opvarmede swimmingpool.
Svømmeture i poolen er ikke en del af 16.30-aktiviteterne.
Gæsterne har derimod fri adgang til at benytte den når de har lyst.
Tur til Søen
Vi har ofte rusen ude i søen. Her får gæsterne fornøjelsen af at være med til at hive
den op og se om der er kommet fisk i. Er dette tilfældet, så tager vi fiskene med hjem
og putter dem i akvariet, hvor man kan beundre dem før de sættes ud igen.
Trækketur på Hest
Få en dejlig trækketur på hest ude på vores store markareal. Her kommer man
vidt omkring, og turen foregår selvfølgelig i selskab med professionelt personale.
Pandekagebagning
Har du nogensinde været med at til hente æg nede fra hønsene, og bruge dem til pandekager?
Det kan du nu få chancen for at være med til! Her får børnene lov til at blande og ælte
dejen - og selvfølgelig skal der også smages.
Rundbold
Det populære spil rundbold er det perfekte ryste-sammen-spil. Det er ofte noget af det
første vi laver, og er altid utroligt skægt.