Nymarksminde - Vestvej 91, 9310 Vodskov - Info@nymarksminde.dk - Tlf: 26 18 28 26 - Cvr: 20847506
Nymarksminde Logo
Om Nymarksminde
Vi skaber liv på landet.
Historien om Nymarksminde, som feriested, starter i slutningen af det gamle årtusinde. Området omkring Vodskov tæt på Aalborg i Nordjylland har længe tiltrukket Ole og Inger Risager, som tit og ofte går lange ture - og specielt har de kig på en smuk ejendom, som så viser sig at komme til salg. Denne ejendom var en gård ved navn Nymarksminde, og var oprindeligt fra 1844 - men som den stod, var de ældst bevarede bygninger fra 1910.

Fuldtidsjobs og fritidslandbrug.
Efter få, men seriøse, overvejelser slår familien til. Og de begynder så småt drømmen om et liv på landet. Men kombinationen af to fuldtidsjobs, plus et landbrug er ikke så vellykket. Der er for meget vedligeholdelse og for meget arbejde - men et tilfælde gør, at familien alligevel vælger de faste jobs fra og kaster sig over feriebranchens mange udfordringer.

Succes ved et tilfælde.
Det hele begynder med, at Oles svigermor ofte er på besøg, så familien indretter en fin lille lejlighed til hende i et tidligere karlekammer. Og når svigermor ikke er på besøg, sættes et stort skilt op ved motorvejen, som viser vej til Bed & Breakfast. Allerede året efter byggedes 2 nye lejligheder.

Så kom der gang i butikken.
"Det var en kæmpesucces, og den kom helt bag på os. Gæsterne holdt i kø, og sommeren igennem var her helt booket op. Og så fik vi blod på tanden, så ville vi videre med flere lejligheder, aktiviteter og en masse andre ideer." Sådan fortæller Ole Risager, og Inger fortsætter: "Vi havde den der ide med, at vi ville skabe liv på landet som i gamle dage, hvor familierne havde 4-5 børn hver, og hvor alle legede med alle i naturlige omgivelser." Siden er det gået slag i slag, og i dag kan familien Risager se tilbage på en række sjove arbejdsår med masser af frihed og enorme mængder af arbejde og udfordringer. Inger fortsætter: "Jamen det er det hele værd. Tænk bare; hvert år har vi bare så mange skønne og glade mennesker, børn og voksne, på besøg, det sted, som vi selv elsker allermest. Og samtidig med at de er på besøg, så er vi både på arbejde og har fri."

Forretning i rivende udvikling.
Hvert år bygges der lidt mere til. Flere aktiviteter. Flere faciliteter. Lejlighederne forbedres, renoveres. Legepladsen får tilført flere sjove og spændende aktiviteter. Nye tiltag kommer til, eksempelvis i form af Fodboldgolf. Og mere er undervejs. Når der bliver tid.

Samvær betyder mest.
For Ole og Inger prioriterer også samværet med gæsterne højt, og i højsæsonen er de i fuld sving med aktiviteter sammen med gæsterne, som fodring af dyrene, hygge omkring grillen og meget meget mere. Det er ikke så underligt, at rigtig mange familier vælger at besøge Nymarksminde år efter år.
Nymarksminde
Vestvej 91, 9310 Vodskov
Tlf: 26 18 28 26
Cvr: 20847506
Top ↑